I disse krisetider opstod en fin debat på DAC’s hjemmeside vedr. krisestyring for virksomhedsledere. Michael Christiansen (bestyrelsesformand i arkitektvirksomheden SHL.) kom med oplæg til, hvorledes man, med fordel, kan fokusere i driften af akitektvirksomheder. Nedenstående er mit bidrag til debatten som kan ses i sit hele: Debatten på DAC
Det er en svær balancegang at lede en virksomhed uanset om man er arkitekt eller ej. Jeg er helt enig i, at det må være en kinesisk balancekunst, som det er nemt at kritisere – især i krisetider. Alligevel vover jeg at give to indspark omkring arkitektfirmaer – vedr. ‘de som skal lede’ og ‘de der ledes’
De som skal lede…specialister?
At lede er efter min overbevisning et særligt metier, som det ikke er alle forundt at kunne. Det kræver at man helliger sig det ‘at lede’, overlader visse ansvarsområder til andre og ikke deltager i alt for mange andre dicipliner som f.eks at formgive, for at kunne udføre opgaven. Her tror jeg det er vigtigt at være specialist og lade egentlig uddannede ledere komme til.Det fungerer ofte ikke at ‘konvertere’ den dygtige arkitekt til leder, som vi har for vane i vores branche. Ikke dermed sagt, at der ikke er dygtige arkitekter der kan lede. Det er blot desværre fåtallet der helliger sig ‘det at lede’ og dermed nedprioriterer ‘den indre arkitekt’ .
Firmaerne lider ofte under, at arkitekt-lederen ikke får udført akkvisition rettidigt eller træffer for mange ustrategiske beslutninger i ‘kunstens’ hellige navn. Hvor mange af os har ikke været med til, at ‘arkitektlederen’ har ombestemt sig i sidste øjeblik. For derefter at sætte en halv tegnestue til at sidde natten over for at tegne et projekt om, selvom timerne er brugt? Den slags koster, er ikke rettidig omhu og skal helst hellere være udtagelsen end reglen!Når det så er sagt, mener jeg, at det er svært at undvære ‘arkitektens synsvinkel’ i ledelsesregien på tegnestuerne, fordi vi jo trods alt skal fremkomme med god arkitektur. Det kræver nogle gange at der prioriteres ud fra andre synsvinkler end økonomi og strategi. Desuden er der former for akkvisition, som er meget svært at udføre for en ‘ikke-arkitekt’. En løsning på denne problematik kunne være, at køre parløb mellem en uddannet leder og en dygtig arkitekt.
De der ledes…generalister?
Som almindelig projekterende arkitekt mener jeg, som MC, at omstillingsparathed er alfa-omega. Især i vores branche, som tager sådanne rutsjeture som vi ekempelvis er vidne til i disse dage!For at opnå denne omstillingsparathed mener jeg, modsat Bodil, at man bør se på, at vores branche lider mere under for mange specialister og for få generalister end omvendt! Flere medarbejdere er bedst til kun én ting… men det er desværre også oftest dem der ‘ryger’ først når krisen kradser.
Især de store arkitektvirksomheder lader de nyuddannede arkitekter sidde alt for længe i ‘konkurrence-hjørnet’ som Brønnum også nævner. Således ved de, ofte efter flere år, intet om projektering, byggeregnskaber, udbudsregler, tilsyn, afleveringsforretninger etc.
Omvendt lader man ‘de projekterende’ fuldstændig glemme hvordan man åbner et InDesign dokument eller tegner en skitse – fordi ‘det er for dyrt’ at lade dem gøre det.
Det medfører, at de unge fyres, når der ikke skal skitseres og ‘de garvede ryger ud, når det står stille med byggeriet. Det er ærgerligt for virksomhederne, som gang på gang skal poste penge i at ‘uddanne’ mange nye medarbejdere til tegnestuen når tiderne så skifter igen.
Desuden giver det også ofte nogle halv-utilfredse ‘gamle’, som savner at få en idé og tegne den…og nogle ny-uddannede, der ikke har begreb om hvorledes skitserne skal virkeliggøres.Man kunne måske brede viden lidt mere ud, og på den måde få en mere omstillingsparat medarbejder og dermed virksomhed. Jeg mener ikke, at alle skal kunne alt – men som det er nu, er basen ofte ret snæver for hver medarbejder, hvis de da ikke selv har været meget opmærksomme på at få bredden i faget. Det kan godt være at arkitekten ikke skal skrue skruen i, men det er dog vigtigt at have en forståelse for hvad en skrue er!